Dyrepasser EUX

Få alle valgmulighederne med dig videre

DYREPASSER EUX giver dig en erhvervsfaglig uddannelse, som du kan bruge til at arbejde inden for dit fag, men du får samtidig flere fag på et højere niveau. Derfor har du bagefter samme vilkår og muligheder som unge med en gymnasial eksamen. Optagelsesreglerne er de samme som på EUD, og det tager kun et halvt år mere end uden EUX.

  • På grundforløbet afsluttes 6 C-niveau fag.
  • Grundforløb 1 byder på Dansk C, Engelsk C, Samfundsfag C.
  • Grundforløb 2 indeholder Matematik C, Biologi C, Kemi C.
  • Hovedforløbet giver Dansk A, Matematik B, Engelsk B, Biologi B, Erhvervsøkonomi C, Idræt C, Innovation C.

Du skal derudover have valgfag, hvor du kan vælge mellem Matematik A, Fysik B eller Virksomhedsøkonomi B afhængig af, hvad du kunne tænke dig at læse og gøre bagefter.

DYREPASSER EUX er lige noget for dig, hvis du er målrettet, fagligt dygtig og energisk. Du har lyst til at arbejde med dyr, dyrevelfærd og sygdomsforebyggelse og vil gerne arbejde både praktisk og teoretisk med dit fag. Forløbet er spændende, men koncentreret, da dine skoledage er pakket med både EUD fag, og de mere boglige, gymnasiale fag. Undervejs er du nødt til at give den gas – ikke mindst med lektierne.

Kom hele vejen rundt om alt det levende

De første 20 uger af din uddannelse kaldes Grundforløb 1. Det er her, du starter, hvis du kommer lige fra 9. eller 10. klasse.

Allerede fra starten får du fingrene i fagene. Meningen med første halvdel af Grundforløb 1 er at prøve det hele af – også dét, du tror, du vil være. Uanset hvad du har tænkt dig at blive, kommer du til at prøve kræfter med alle de spændende uddannelser inden for jordbrug og oplevelser, der er på Kold College. Mange af de levende planter og dyr, som du kommer til at arbejde med, stiller store krav, og du kan blive overrasket.

Du er med til at dyrke planter, prøver at lægge fliser i anlægshallen, kører med skovarbejderne i skoven i skolens bus, er med til at passe dyrene – både de tropiske og landbrugsdyrene, og oplever den gode stemning og snakken i bålhytten. Du kommer også med i marken på skolens 100 ha landbrugsjord og meget mere. Undervejs kan det være, du skifter mening om, hvad du vil lære, og det er du velkommen til. Allerede nu kommer du også ud i praktik og prøver dit fag i virkeligheden.

I den sidste halvdel af forløbet beslutter du dig for, hvad du helst vil fokusere på, og herfra kan du fordybe dig helt og holdent i din interesse.

Kom dyrene i møde

På Grundforløb 2 begynder din tilværelse som dyrepasser. Du kan starte her, hvis du enten har gennemført Grundforløb 1, eller du har forladt 9. eller 10. klasse for mere end et år siden.

Allerede nu kan du komme i praktik på spændende steder og zoologiske haver i Danmark, og i forløbets 20 uger vil du stifte bekendtskab med dyrepasserens mange opgaver i Kold Colleges eget tropeland, i burene og i staldene. Her kommer du gennem de mange tematiske ruter, som du skal begynde at lære: Pattedyr- og insektruten, krybdyrruten, fisk- og fugleruten, bjørnehaven og danske dyr, formidlingsruten, berigelsesruten, zoo-anlægsruten og terrarie- og akvarieruten. Her møder du også de mange dyr og lærer, at intet dyr skal behandles ens, men at måden at lære dem at kende på altid er den samme. Du får også undervisning i vores biomedicinske laboratorium.

Efter Grundforløb 2 begynder dit hovedforløb, men det kan vi ikke tilbyde på Kold College. På ug.dk kan du se på hvilke skoler, du kan tage hovedforløbet.