Gartner

Få styr på alt, der gror

Gartneruddannelsen har tre indbyggede muligheder: Du kan blive væksthusgartner, produktionsgartner eller havecenter-gartner. Dine fag og valgmuligheder bliver slebet til afhængig af, hvilken retning du vælger, og til sidst skal du lave en afsluttende opgave. 

En del af dine timer kommer til at foregå på skolens eget gartneri, hvor du sår, vander, prikler, gøder og omplanter forskellige planter og træer. Du skal producere julestjerner og du laver egentlige produktioner af petunia, fuchsia, begonia og meget andet, som faktisk bliver solgt.

Vi er stolte af, at Kold Colleges gartnerelever står for produktion af blomster og beplantninger i de kummer, der pryder Odense by, og naturligvis bliver du en del af den kæmpe indsats, der skal til, for at den årlige Odense Blomster Festival står i fuldt flor.

  • Væksthusgartnere arbejder med planlægning og produktion af potteplanter, grøntsager i store væksthuse, frilandsgartnerier eller med indendørsbeplantning.
  • Produktionsgartnere arbejder i et produktionsgartneri, en planteskole, et frilandsgartneri eller i en frugtplantage.
  • Havecenter-gartner arbejder i et havecenter med butiksopstilling, handel og har kendskab til planter ude som inde.

Kom hele vejen rundt om alt det levende

De første 20 uger af din gartneruddannelse kaldes Grundforløb 1. Det er her, du starter, hvis du kommer lige fra 9. eller 10. klasse.

Allerede fra starten får du fingrene i fagene. Meningen med første halvdel af Grundforløb 1 er at prøve det hele af – også dét, du tror, du vil være. Uanset hvad du har tænkt dig at blive, kommer du til at prøve kræfter med alle de spændende uddannelser inden for jordbrug og oplevelser, der er på Kold College. Mange af de levende planter og dyr, som du kommer til at arbejde med, stiller store krav, og du kan blive overrasket.

Du er med til at dyrke planter, prøver at lægge fliser i anlægshallen, kører med skovarbejderne i skoven i skolens bus, er med til at passe dyrene – både de tropiske og landbrugsdyrene, og oplever den gode stemning og snakken i bålhytten. Du kommer også med i marken på skolens 100 ha landbrugsjord og meget mere. Undervejs kan det være, du skifter mening om, hvad du vil lære, og det er du velkommen til. Allerede nu kommer du også ud i praktik og prøver dit fag i virkeligheden.

I den sidste halvdel af forløbet beslutter du dig for, hvad du helst vil fokusere på, og herfra kan du fordybe dig helt og holdent i din gartneruddannelse.

Fremtiden findes på friland eller i væksthus

På Grundforløb 2 vil du tydeligt kunne mærke, at du har valgt gartneruddannelsen. Roden af 3 uddannelser er den samme, men du er nu på vej til enten at blive væksthusgartner, produktionsgartner eller havecenter-gartner. Du kan begynde her, hvis du enten har gennemført Grundforløb 1, eller du har forladt 9. eller 10. klasse for mere end et år siden.

På disse 20 uger vil du blive gjort klar til dit hovedforløb. Du vil lære om de biologiske mekanismer i planterne. Du vil forstå, hvor vigtigt det er at give de levende ting din fulde opmærksomhed, også i aftener og weekender. Du vil lave stiklinger, beskæringer, podninger, dyrke planter, lære planternes navne at kende – og hvor de stammer fra. Du vil også kunne arbejde med gødning og lidt efter lidt blive klar til at styre det levende naturligt.

Og det får du brug for på dit efterfølgende hovedforløb, hvor du skiftevis er på skole og i praktik. Vi hjælper dig med at skaffe en god praktikplads, hvis du ikke selv allerede har fundet en.

Lær dit fag og gå i gymnasiet samtidig

På Kold College kan du tage alle jordbrugsuddannelserne som EUX. Også gartneruddannelsen. Her kan du få den uddannelse, du brænder for, men med ekstra udfordringer i gymnasiale fag, der giver dig mulighed for at læse videre på universitetet eller få adgang til andre videregående uddannelser.

Vi kan kun anbefale dig at starte på din uddannelse som EUX. Det kan nemlig altid betale sig at blive klogere. Hvis du synes, det bliver for meget, kan du i forløbet lave din uddannelse om til en almindelig EUD og stadig have en god fordel. Hvis du eksempelvis gør dette mellem Grundforløb 2 og Hovedforløbet, kan du bruge det EUX, du har, til en HF eller til at begynde på en kortere, videregående uddannelse.

 

Klik her for at læse mere.

Uddannelsesfakta

  • Uddannelseslængde

    3 år og 5-11 måneder (inklusive Grundforløb 2)

  • Grundforløb 2

    20 uger

  • Adgangskrav

    9. eller 10. klasse eller tilsvarende med karakteren 02 i dansk og matematik

  • Optagelse

    Søg ind via "ungdomsuddannelser" på optagelse.dk

  • Skolepraktik

    Ja

  • Overgangskrav

    Naturfag F, Biologi F

  • Ny mesterlære

    Ja (Kræver Naturfag og Biologi på F-niveau, eller at du tager det samtidig med dit første læreår)

  • Videreuddannelse

    Jordbrugsteknolog

  • Vi kan kun anbefale dig at starte på din uddannelse som EUX. Det kan nemlig altid betale sig at blive klogere. Hvis du synes, det bliver for meget, kan du i forløbet lave din uddannelse om til en almindelig EUD og stadig have en god fordel. Hvis du eksempelvis gør dette mellem Grundforløb 2 og Hovedforløbet, kan du bruge det EUX, du har, til en HF eller til at begynde på en kortere, videregående uddannelse. Videreuddannelse med EUX

    Biologi, Farmaci, Dyrlæge eller Naturressourcer (bemærk optagelseskrav for de enkelte uddannelser)